Med »Rejseklar til Gotland & Öland« stilles der skarpt på Sveriges to største øer. Her finder man udover en enestående natur med masser af vilde orkidéer og fantastiske kyststrækninger - et sandt eldorado for fossilsamlere, ornitologer og vandhunde - også et væld af fortidsminder bl.a. i form af bronzealdergrave (röser), skibssætninger, tilflugtsborge og billedsten - plus kulinariske stjernestunder, for begge øer har nemlig indenfor de sidste årtier markeret sig som leverandører af fantastiske råvarer - selv trøfler. På Öland fejrer man tilmed hvert efterår Sveriges største høstfest - »Skördefest«. Glemt er heller ikke den charmerende gamle unionsby Kalmar, der godt nok ligger som porten til Öland, men også sagtens kan opleves på vej til Gotland. Udover en grundig præsentation af byerne og landskaber gir »Rejseklar til Gotland & Öland« også knap 300 links til ...
Hoteller, pensioner, vandrerhjem og campingpladser
Cykeludlejning og golf
Museer, gallerier & festivaler
Tjek på transporten - lige meget om du rejser med bus, bil eller på cykel
Og så løfter bogen bl.a. sløret for hvor Asger Jorn ligger begravet, ölandske og gotlandske locations i svenske krimier, hvorfor Pippi Langstrømpe var i Visby i 1968, hvad der fik fiskerne på Fårö til at forsøge at myrde den 22-årige danske præst Christen Christensen i 1616, hvor den lille koloni af spættede sæler i Kalmarsund boltrer sig, hvad det vil sige »at fika«, lidt om vine fra Sveriges nordligste vinmarker - og Systembolaget. For lige når det kommer til alkohol skal det i Sverige ikke være nemt. Og meget, meget mere.